Resultatkonference for "Sygeplejen i Udvikling" vel overstået
Mandag den 6. oktober sluttede projektet Sygeplejen i Udvikling med en succesrig resultatkonference. Rammen for dagen var den smukke festsal på Arbejdermuseet.
Projektets målgruppe har været de ca. 50 ledere og sygeplejersker, der er ansat i hjemmesygeplejen i Kgs. Enghave, Vesterbro og Indre By. Den overordnede målsætning for projektet har været at forbedre arbejdsmiljøet i hjemmesygeplejen. Målet er nået bl.a. ved at forbedre sygeplejerskernes forståelse for og håndtering af dilemmaer i hverdagen, ved at give dem viden om og øvelse i konkrete værktøjer til forbedring af arbejdsmiljøet og ved at øge deres bevidsthed om egen rolle.
Resultatkonferencen var en god oplevelse for både sygeplejersker, ledere og konsulenter. Via gruppearbejde satte deltagerne fokus på de positive resultater, som projektet har givet, og hvordan de fastholder dem fremover. Dagen bød også på et musikalsk indslag i form af vokalgruppen Papaya, der var med til at understøtte den positive stemning og energi, som der var på konferencen - og undervejs i hele projektet.
